I position og opposition

Jeg har det rigtig godt med og har brug for noget at ”kæmpe” for.
Tidligere i mit liv havde jeg mange flere idealistiske forbilleder der varmede mig – de er ligesom bare fordampet. Entusiasmen er væk.
Det er sjovere at ”forsvare” noget man ka’ li’.
Jeg kan godt lide at tilhøre noget ”andet”. ”Er du ditten og datten?” ”Nej!” Hva’ så? Ikke så fastlåst af andres forudindtagethed her.
Har det godt med ikke at tilhøre nogen bevægelse, andet end min egen, og dette er oveni købet lidt sjovt, så kan man sådan set være/bruge lidt af det hele. (Og, nej, det skyldes ikke mangel på standpunkter og holdninger.)
Jeg vil gerne kunne være/bruge noget af det gode som ”de andre” har.
Det er udfordrende og spændende at skulle forsvare sin ”nye” tro/tilhørsforhold på en positiv, bekræftende måde.
I stedet for at skulle forsvare et tilhørsforhold, man i virkeligheden på diverse områder selv har et dubiøst forhold til.
Godt som opposition at være lidt i en mindretals (eksklusivitets-) position. Der kan komme noget frugtbart ud af at være i opposition. I modvind strider man bedst.